
Nu fik I Barcelona i går, og så fik jeg altså lyst til også at gøre noget ud af London. Denne guide lavede jeg oprindeligt til Et Cetera magasinet, men tænkte at jeg også lige så godt kunne lægge den her ind til jer i en opdateret version, nu hvor sommerferierejserne måske er ved at skulle planlægges.
London er nok den by jeg har haft det længste kærlighedsforhold til -udover Aalborg selvfølgelig ;) Lige fra jeg som barn besøgte den med mine forældre, og turens højdepunkt var en tur på Madame Tussaud’s voksmuseum og i den enorme legetøjsbutik Hamley’s på Regent street, til i dag, hvor der står kærestehygge, intimkoncerter og gode middage på programmet. Nogle ting har dog altid været gennemgående: Den gode stemning og shopping!
Jeg har her valgt nogle steder ud, som jeg personligt elsker at besøge, og som er med til at gøre mine ture til London perfekte! Jeg har valgt ikke at skrive noget om shoppping af nyt tøj/sko/acc, for de fleste ved jo nok godt, at det er områderne omkring Oxford street, Bond street og Sloane street der for alvor handles, men det er næsten bedre at man selv lige googler det pågældende mærke man er interesseret i. Jeg har valgt at sætte fokus på steder i stedet ;)

Camden:
Jeg er meget begejstret for det nordlige område, Camden -især når alle turisterne er gået hjem. Derfor bor vi som oftest deroppe (ellers kører Underground lige dertil, stå af ved ”Camden Town”), og besøger de fantastiske markeder på hverdage, og nyder aftenstemningen i ro. I weekenden er der rigtig mange turister på hovedgaden Camden High street især, og derfor kan man lige så godt tage ud at se andre ting der.
Til gengæld er Camden noget af det mest charmerende London har at byde på ellers. Regents Canal der løber gennem bydelen, giver liv og stemning til de smalle markedsgader på helt fantastisk vis. Den kan man f.eks. tage en sejltur på, eller gå en hyggelig tur langs.

Og når man går rundt i Camden støder man f.eks. også på et smukt hus som dette:

Det bedste hotel er Holiday Inn Camden Lock, med udsigt ud til kanalen, og lige ind på det gamle Camden Lock. Ellers kan det anbefales at booke et værelse på en af de lokale pubs.

Der er flere markeder indenfor få meter. Min favorit, og det største, er The Stables Market, som er etableret i gamle hestestalde. Her ligger nogle fantastiske vintageshops, som har åbent alle dage.

Her kan man f.eks. finde en virkelig god secondhand pladebutik, hvor ægte rock-enthusiaster og musikere afleverer deres plader, når weekendens udskejelser har været lidt for vilde, og der skal rejses lidt kapital ;) Her har jeg fundet mange cool plader!

Der er også en god shop med etniske sølvsmykker, hvor jeg også altid lige kan finde et armbånd eller ring.

Og så er der selvfølgelig fantastisk meget vintage tøj. Lige fra camouflage jakker til rigtige uniformer, og alt der imellem. Nogle af butikkerne har ikke noget navn, så det er bare om at gå på opdagelse -jeg er aldrig gået tomhændet herfra!

Derudover er der alt hvad hjertet kan begære af mad. Lige fra traditionel engelsk ”bangers and mash in onion gravy” til diverse etniske specialiteter -eller hvad med at snuppe en omgang vandpibe og marokkansk kaffe, mens markedsfolkene passerer travlt forbi?
Når natten falder på, skuffer Camden bestemt heller ikke! Det er ikke tilfældigt at mange musikere har valgt at bosætte sig her -bl.a. Amy Winehouse, som stadig bliver mindet flittigt i bydelen.
Her er musik på hver en pub (og der er mange!). Lige fra cool djs til etablerede bands der prøver nyt materiale af. Ofte kan man også finde flere større danske navne, der spiller på et af de små spillesteder.
Det allerbedste er at se efter flyers og plakater når man går rundt om dagen, men på camdentown.co.uk er der en oversigt over koncerter 14 dage frem -men langt fra alle steder er med.
Dublin Castle på Parkway plejer også at byde på gode koncerter -det var bl.a. her Blur spillede deres store hit ”Stereotypes” da den skulle testes for publikum i sin tid. Også Proud er et besøg værd. Det er indrettet i det gamle hestehospital i forbindelse med The Stables Market. Der er en livescene og dj, og de gamle hestebåse er indrettet som private rum man kan leje sammen med sine venner. De har en skøn terrasse med bar, grill og kulørte lamper i sommerperioden, som bestemt også kan anbefales.
Mit absolutte favoritsted er The Blues Kitchen. Her kan man danse natten væk til Northern Soul, høre en intimkoncert med Peter Doherty eller et af de faste bands der indtager scenen hver aften.


Man kan også nyde deres traditionelle pulled pork og en cider fra fad. Menukortet er inspireret af ægte sydstatsstemning, og kan bestemt anbefales. Bestil bord online for at være sikret en plads.

Et andet favoritspisested er The Lock Tavern. Et lækkert menukort og super hyggelig stemning. De har en terrase ude bagved fyldt med lyskæder og varmelamper, og personligt elsker jeg at sidde på en af bænkene og hyggesnakke til langt ud på natten.

Men den bedste middag finder man nu på Gordon Ramsay’s ”York & Albany” på Parkway. Indrettet i en gammel, engelsk villa med enkel, britisk mad til gode priser. Virkelig lækkert! Bestil bord hjemmefra for at være sikker på at få et bord, da restauranten ikke er så stor. Der er faktisk også mulighed for at leje et værelse.

Husk at købe en hotdog af manden der står med sin transportable bod på hjørnet af Parkway/Camden High Street en sen nattetime, på vej hjem fra favoritpubben. Han laver de bedste bløde løg!

Hvis hovedet er en anelse tungt dagen derpå pga. de kølige ciders fra fad, så snup en tidlig frokost på ”The Diner” på Jamestown Road. Her får man vildt gode burgere, milkshakes og pandekager på ægte amerikansk maner!

Det kan også anbefales at gå en tur i Primrose Hill parken lige i nærheden, hvor man har en lækker udsigt over London’s skyline. London Zoo ligger i øvrigt lige i nærheden også.


Lige overfor parken ligger ”The Primrose Eatery” hvor man kan købe en virkelig lækker frokost (kan anbefale deres crêpe med brie og tranebær), og tage med over i parken.

Andre besøgsværdige steder udenfor Camden:
Brick Lane i Shoreditch byder på endnu mere vintageshopping. Her er de fleste butikker samlet. Og når man nu er i området, så er Cargo et super godt spillested! Udover vintageshopping er der også mange små, hyggelige caféer. Desuden er der masser af cool street art at gå på opdagelse i, anført af Ben Eines bogstaver, der er malet på mure og butiksporte. Gå en tur efter lukketid i Middelsex Street og se det samlede værk. Så smukt!
Snup en traditionel afternoon tea på et af de fine hoteller, f.eks. The Dorchester, The Ritz eller Claridge’s. Det koster ca. £39, men med fingersandwiches, scones, og kager ad libitum, så behøver man ikke tænke på den store aftensmad. Og det er virkelig en oplevelse, ofte med levende musik og tailcoats (og man kan sagtens komme afslappet klædt, det gør de fleste, bare ingen kondisko). Husk at bestille et bord hjemmefra (kan nemt gøres fra deres respektive hjemmesider), da det er meget populært.

Spis en middag i Chinatown. Dels får man meget for pengene, og så er det et underfundigt og hyggeligt sted midt i London, især når lysene er tændt om aftenen. Husk at besøge den asiatiske købmand!

Og nu vi er ved mad, så kan det anbefales at spise sin frokost på The Running Horse, som ligger i Davies street lige overfor Claridge’s. Det er en sidegade til Oxford street, så den ligger perfekt hvis man trænger til en pause på shoppeturen. Det er en virkelig lækker pub, med traditionel engelsk pubmad løftet til et lidt højere niveau.
Imperial War Museum er det måske mest betydningsfulde museum i London. Jeg har besøgt det flere gange, og går hver gang derfra med en klump i halsen, samt både en frustration over- og bedre forståelse af verden. Deres samling af historiske effekter er imponerende -især fra 2. Verdenskrig.
Jeg har set musicalen ”Les Miserables” flere gange end det kan tælles på to hænder (!), og opsætningen i London er både den originale, og den bedste. Skal man kun se én musical, så vælg den, også selvom man har set den i andre opsætninger. Selv min ellers rock-elskende mand er fan! Husk at købe et bæger is i pausen ;)
Glem ikke Portobello Road Market. Selvom der er masser af turister, især på den store markedsdag om lørdagen, så er det fantastisk hyggeligt at gå rundt blandt de pastelfarvede rækkehuse i Notting Hill. Desuden er der en stand med vintage militærsager, og en ejer der kan skaffe det meste. Her har jeg fundet mange gamle uniformsjakker til billige penge!

Besøg en af Londons mange parfumeforretninger, især kan jeg anbefale den klassiske, traditionelle Penhaligon’s, der bl.a. har ”Elisabethan rose” duften -mere britisk bliver det ikke, og det er en personlig favorit. For et nyt, ungt alternativ kan Jo Malone anbefales, hvor bl.a. ”White jasmin & mint” er et stort hit, selvom jeg personligt er til “Red roses”. Begge mærker har butikker flere steder.
Som musikelsker må man aflægge Berwick street i Soho et besøg. Her ligger legendariske musikbutikker som bl.a. Sister ray og Reckless records med både secondhand og nye plader -og selvfølgelig cd’er. Det var desuden også midt på denne gade at coveret til Oasis’ mesterværk ”(What’s the story) Morning Glory” blev skudt.

Dette er nogle af mine favoritting at lave og se i London. Flere af tingene besøger jeg faktisk hver gang jeg er afsted. Håber I kan bruge mine tips, nu fik jeg selv helt lyst til at tage afsted igen… Nogen der vil med, ha ha :)
Follow me on Bloglovin' | Like me on Facebook