Jeg skulle jo have været i Uganda for en måneds tid siden, hvis ikke det var for en vis lille hr. Rock Kid, som desværre blev syg. Sket er sket, men jeg har stadig lyst til at sætte fokus på den gode sag, og håber disse billeder kan inspirere på den ene eller anden måde :) Det er billeder taget direkte fra turen af den gruppe der var afsted, og inspireret af deres fortællinger, har jeg tilføjet lidt tekst:

To små drenge henter vand fra et vandhul som er deres eneste vandforsyning. Ved dette hul kommer der også dyr og de forurener vandet med afføring både i og omkring vandet. Man kan simpelthen se de små orm der er i vandet, og de orm overføres til mennesker som så bliver syge -og i værste fald kan dø af det. Men indtil der kommer alternativer, har drengene ikke andre muligheder.

En kvinde vasker sig ved et lille vandløb. Hun bruger samtidig også dette vand som drikkevand til sig selv og resten af familien. Vandet er typisk regnvand som samles i bunden af dalen, og det er som alt andet drikkevand i området, beskidt og forurenet. I Uganda regner der forholdsvis meget, så landet er meget smukt, grønt og frodigt. Umiddelbart tænker man ikke på at de mangler vand, hvilket de for såvidt heller ikke gør. De mangler RENT vand.

En anden mor og hendes datter er nede ved vandhullet for at hente vand. Typisk henter de vandet i dunke som kan indeholde 10-20 liter vand. Når dunkene er fyldt skal de efterfølgende bære dem hjem, og de kan nemt risikere at skulle gå flere kilometer med meget tunge vanddunke. I Uganda er det kvindernes arbejde, og børnene hjælper også til -både piger og drenge.

Gruppen besøgte Jusinta, og hendes familie, i deres hus. De bor i et såkaldt “modelhome” hvilket betyder, at de er ambassadører for andre for at vise hvad rent vand, og god hygiejne, betyder for sundheden. Jusinta er 37 år gammel og har 7 børn i alderen 4 til 21 år. Familien henter vand fra en brønd tæt på, de har fået toilet udenfor (en hytte med et hul), et opvaskestativ i træ så de ikke, som mange andre, lægger det rene service på jorden. De har heller ikke dyr indenfor i huset, og i det hele taget har de lært betydningen af god hygiejne, så alle i familien er blevet meget sundere, og ingen har problemer med dårlig mave længere.
Men alt dette kommer jo ikke naturligt, og det er noget de har brug for råd og vejledning til. Og her kan vi altså være med at at gøre en stor forskel, for 3literrentvand projektet donerer nemlig ikke kun til brønde, men også til læring om hygiejne.
Gruppen besøgte også en lokal skole som var en såkaldt “modelskole”. Skolen hedder “Kaboya Primary School” og har ca. 1100 elever. På skolen har de gennemgået det hygiejne program som Kildevæld og Røde Kors samarbejder om – dvs. eleverne har lært f.eks. at de skal vaske hænder efter toiletbesøg, at de skal vaske hænder inden de spiser, at de skal vaske deres “madkasse” når de har spist, og derefter lægge den til tørre på et hjemmelavet tørrestativ i solen. De har ikke nok sæbe, så derfor bruger de aske til at vaske hænderne med – aske dræber nemlig bakterier. Hele skoleområdet holder de også meget pænt -de har regler for f.eks. oprydning, rengøring af toiletter og klasseværelser, og det er alt sammen noget eleverne selv skal gøre. Selvom det er en såkaldt model skole, er der stadig mange ting som mangler, bl.a. flere og bedre toiletter -der er kun 4 toiletter til 150 drenge, og det er selvsagt slet ikke nok. Toiletterne er udendørs med et hul i jorden -ligesom vi kender det fra helt gamle dage i Danmark.

Her er et eksempel på en af de brønde Kildevæld har været med at til bygge. Holdet var ude at besøge, og filme, hvor stor en forskel de rent faktisk gør for en hel landsby. Udover det vigtigste formål -at børn og voksne ikke bliver syge af forurenet vand, har det rene vand fra brøndene bl.a. også den sideeffekt, at flere og flere børn i landsbyen kan passe deres skole, da de dels ikke skal gå langt hver dag efter vand, og de dels heller ikke længere har så mange sygedage, og er tappede for energi. Personligt mener jeg, at den eneste vej ud af Afrikas fattigdom er uddannelse, så dette er et virkeligt, virkelig skridt på vejen!
Den lille pige på billedet er først lidt betuttet over situationen (mange af dem har aldrig set et kamera før, i hvert fald ikke i så store størrelser, som der pludselig stod der foran dem), men ender med stolt at vise hvor god hun er til at betjene brønden.
Brønden er en beskyttet brønd, hvilket betyder, at den er overdækket, så dyrene ikke kan komme til at forurene dem + den er boret ned til grundvandet, så man kan drikke vandet direkte, uden at koge det først. Det er klart den bedste type brønd at bygge, og det er dem Kildevæld finansierer.
D. 4/6 rundede kampagnen 40 mio. liter rent vand til Afrika, men målet er 150 mio. liter. I kan følge med online lige her, og ved at støtte kampagnen, kan I være med til at gøre en forskel for nogen der virkelig har brug for det. Dét er god karma :)
Indlægget her er IKKE sponsoreret ;)
Some pics from a Danish project called “3 litres of clean water” founded by Danish “Kildevæld” which is bottled water. They donate money to Africa each time you drink one of their bottles here in DK. It’s an amazing project, so I’m giving them some space on the blog.
Follow me on Bloglovin' | Like me on Facebook





































1. juli 2012 kl. 23:16
hvor er det skønt, at du bakker op omkring den slags initiativer!:)
2. juli 2012 kl. 01:38
Virkelig tankevækkende.. den slags ekstrem fattigdom er svært er forstå. Sådan virkelig forstå, selvom billederne altid taler deres tydelige sprog. Jeg synes det er så fint, at du giver projekt lidt fokus og omtale her på bloggen,så dine personlige anekdoter er med til at gøre deres virkelighed og projektets ambitioner lettere at forstå for alle os.
Rigtig godt arbejde, Camille!
2. juli 2012 kl. 09:04
Flotte billeder og flot tekst. Keep up the good work : )
2. juli 2012 kl. 17:19
Dejligt indlæg!
2. juli 2012 kl. 19:19
Rigtig godt indlæg, og meget tankevækkende. Er helt enig med dig, tror at projekter som disse, hvor der fokuseres på uddannelse, er vejen ud af fattigdommen.
2. juli 2012 kl. 19:27
Virkelig et godt og tankevækkende indlæg. Jeg er helt enig i at den bedste måde at hjælpe er ved uddannelse. Det er den eneste vej frem :)
/N