Hvis der er én person jeg har beundret hele mit liv (eller i hvert fald så længe jeg kan huske), så er det Marilyn Monroe. Hendes dragende udseende, tragiske liv og mystiske, alt for tidlige død = det legender er lavet af. Jeg husker stadig den dag jeg opdagede, at vi var født den samme dato -dog med et par år imellem ;)

Da der derfor var endnu en film pÃ¥ gaden om hende, var jeg naturligvis at finde til forpremieren her i Aa. Filmen, My Week with Marilyn, er bygget over Colin Clark’s bog af samme navn, hvor han fortæller om da han som ung fik job som 3. instruktørassistent pÃ¥ Laurence Olivier’s film The Prince and the Showgirl, hvor Monroe spillede den kvindelige hovedrolle.

Filmen giver et indblik i en ultra kort periode af Monroe’s liv, hvor man fornemmer hvordan en stor del af hendes liv i de senere Ã¥r forløb, med hendes livline -den dominerende skuespilcoach, det allerede vaklende, nye ægteskab med Arthur Miller, hendes brug -og misbrug- af piller og mennesker omkring sig, hendes usikkerhed og tvivlen pÃ¥ eget talent, og så den store fascination, som bliver til en form for forelskelse, som Clark -ligesom mange mænd før og senere- oplever af at være i hendes nærhed.

Jeg var lidt skeptisk fra start, det indrømmer jeg gerne. På en eller anden måde både fascinerer og forager det mig lidt, at man kan tjene masser af penge på at beskrive et tidsforløb på ca. et par måneder, hvor man kun har direkte kontakt med Marilyn i en uges tid, og det aldrig bliver til mere end en envejsforelskelse der aldrig manifisterer sig fysisk, og som Monroe måske endda sparsomt ville kunne huske, hvis hun levede i dag. Men det siger måske også en del om den hype der er, og altid har været, om Marilyn!

Desuden synes jeg, at Michelle Williams, som spiller Monroe, er en utrolig yndig pige -men på ingen måder så gudesmyk og underfundigt dragende som Marilyn. Havde godt set billederne, så på det punkt var jeg ikke overrasket. Hun kæmper, uden tvivl, og giver den sit bedste forsøg, men udseendet bliver simpelthen for ordinært -lidt for meget naboens pige, og lidt for lidt gudinde- på trods af, at de har gjort hvad de kunne fra stylingens side, og hun f.eks. har taget på for at spille rollen. Hun har styr på den slørede, lette tale, sødmen og bevægelserne -og nok derfor er hun blevet nomineret til en Oscar (men der må jeg nok sige, at lige den nominering forstår jeg faktisk ikke, SÅ fantastisk synes jeg ikke hun er).

Min veninde og jeg var dog enige om, at den bestemt er se-værdig hvis man trænger til at koble til af. Hvis man er lidt MM-interesseret, er den et udmærket kig ind i en verden, som man helt sikkert allerede godt kendte til, men som er meget sjovt at se portrætteret fra endnu en vinkel. Og så kan det i øvrigt anbefales at se The Prince and the Showgirl inden, da den også sætter en ekstra dimension på denne.

Follow me on Bloglovin' | Like me on Facebook